Type 2-diabetes (sukkersyge)

Type 2-diabetes er en kronisk sygdom karakteriseret ved forhøjet blodsukker. Symptomer ved diabetes kan være træthed, tørst og hyppig vandladning. Når man har haft type 2-diabetes i længere tid, er der risiko for følgesygdomme som blodprop i hjerte og hjerne, nedsat nyrefunktion, synspåvirkning og nervebetændelse. Det skal undgås, og det er derfor vigtigt at følge kontrollerne her i klinikken.

Det bedste du kan gøre for dig selv for at reducere komplikationer til sukkersyge er at motionere, spise sundt og ikke for meget, tabe dig hvis du vejer for meget, stoppe med at ryge og tage den medicin, som er ordineret til dig.

Har du type 2-diabetes, anbefaler vi dig en årlig konsultation mhp. samtale om livsstil (vægt, motion, tobak), blodtryksmåling, kontrol af sukker og kolesterol (blodprøve) og nyrefunktion (urinprøve), samt gennemgang af din medicin.

Husk årlig kontrol ved øjenlæge mhp. mulige forandringer på nethinden samt ved behov fodterapeut.